Hvis du har en ApS-virksomhed, skal du indberette dit årsregnskab til Erhvervsstyrelsen. Det gælder ikke, hvis du har en enkeltmandsvirksomhed. Tjek dog efter, om din bank kræver, at du aflægger årsrapport. Det kan nemlig være tilfældet uafhængigt af størrelsen på din virksomhed.
Hvad består en årsrapport så af? Årsrapporten er et samlet dokument, der indeholder forskellige elementer, for eksempel dit vigtige årsregnskab, afhængigt af virksomhedstypen, og skal indsendes til virk.dk før udløbsfristen.
Hvis din virksomhed er et IVS, ApS eller A/S, skal din årsrapport altid indeholde:
- Virksomhedens årsregnskab.
- Koncernregnskab (hvis virksomheden indgår i en koncern).
- En ledelsesberetning, der beretter om det foregående år og forventningerne til det kommende.
- En ledelsespåtegning, der med ledelsens underskrift erklærer årsrapporten sandfærdig.
- Revisionspåtegning, hvis relevant.
- Supplerende frivillige beretninger, hvis relevant.
Årsrapporten er en vigtig del af at drive virksomhed. Den giver et retvisende billede af, hvordan virksomheden klarer sig. Det økonomiske overblik som rapporten giver, er også brugbart for virksomhedens kreditorer og eventuelle samarbejdspartnere.
Årsrapporten skal være offentligt tilgængelig for interessenter. Det er derfor essentielt, at der er styr på alle detaljer i både årsrapporten og det dertilhørende årsregnskab. Det er din mulighed for at give et overblik over din virksomhed, hvilket for eksempel er en fordel over for eventuelle investorer.